...

Tromling af græsplæne

Har du overvejet at udjævne din græsplæne med en græstromle? Uanset om der er tale om en ny eller gammel græsplæne, så kan en tromling af græsplænen gøre underværker for både øjne og fødder. Men hvad bør du vide, før du går i gang?

Der er flere fordele ved at tromle en græsplæne, men i den forbindelse er det vigtigt at påpege, at der er forskellige ting at forholde sig til, alt efter hvilken slags græsplæne der er tale om. I det følgende kan du blive klogere på, hvordan du tromler din græsplæne.

Ny græsplæne

Ved anlægning af ny græsplæne giver det ofte god mening både at tilføre ekstra jord og køre området igennem med en havefræser. Til gengæld har det den ulempe, at jorden både bliver porøs og fyldes med luftlommer. I den forbindelse gør du dig selv en stor tjeneste ved at komprimere jorden, før du lægger nyt græs.

Handler det om et lille areal, så kan du nøjes med at træde området fladt. Men ved større græsplæner anbefaler vi at komprimere jorden med en græstromle for at være sikker på et jævnt resultat.

Såning af nye græsfrø

Ligesom ved rullegræs er det også en fordel at tromle din jord, før du sår dine græsfrø. Når du har sået de ny græsfrø, kan du også med fordel give jorden en let rivning og herefter en let omgang med græstromlen. På den måde får de nysåede græsfrø bedre kontakt med jorden, og så mindsker det i øvrigt risikoen for, at frøene bliver blæst væk.

Gammel græsplæne

Selv når det gælder en gammel græsplæne, kan det også give mening at gå en tur med græstromlen. Med tiden vil enhver plæne få besøg af regnorme, der efterlader sig små regnormeskud. Nok er de små, men kommer der først mange regnormeskud, så kan græstæppet føles ujævnt og endda ubehageligt at træde på.

Fjern ujævnheder med en græstromle

Ved at køre en græstromle over en gammel græsplæne kan du fjerne mindre ujævnheder som regnormeskud, men efterfølgende skal du til gengæld være opmærksom på eventuelle vækstproblemer. Når du kører tromlen over en i forvejen etableret græsplæne, kan det nemlig forringe græsset vækstbetingelser.

Hvis græsset begynder at mistrives i månederne efter, kan problemet løses ved at tilføre luft og næring til græsplænen med en vertikalskærer.

Spørgsmål?

Har du spørgsmål til vores produkter? Giv os et kald på tlf. 6110 1616 eller send os en mail på info@kbhmaterieludlejning.dk.